Ulf
Først gik der længere og længere tid mellem hans besøg udenfor kiosken, og til sidst stoppede de helt.
Vi besøgte ham i den periode på plejehjemmet og fik her et større indblik i hans liv. Blandt andet, at Ulf havde været i livgarden – en flot garderhusar højt til hest prægede et af billederne i hans lejlighed på plejehjemmet.
Denis og jeg deltog i den mindehøjtidelighed, som familien annoncerede i avisen. Og det var fint og smukt. Der var dæmpet musik fra en saxofonist og trompetist, mens familie og venner føjede nogle af Ulfs livssituationer til vores, i virkeligheden ret begrænsede, viden om ham og hans liv og vi fik på denne måde et mere helt billede af Ulf som menneske, på godt og ondt, som man siger – og som man vel kan sige om os alle.
Kære Ulf, mødet med dig inspirerede mig til min blog og som du ved handlede det første indslag om dig. Tak fordi du var og jeg kigger stadig efter dig, når jeg cykler forbi Monnis kiosk... Jeg tror, det varer længe, før det hører op. Jeg savner dig, du var en del af mit bybillede, livet og hverdagen her på Vesterbro.
Ulf
Ulf is not there anymore – sitting on his blue chair outside Monni's kiosk.
Ulf died in the middle of April after long illness, during which he became
weaker.First, there went longer and longer periods between his visits outside the kiosk, and eventually they stopped altogether.
We visited him during that period at his nursing home and got a greater insight into his life. Among other things, Ulf had been a member of the life-guards - a nice photo of him on horseback in his hussar uniform was one of the pictures in his apartment at the nursing home.
Denis and I attended the memorial service that his family announced in the newspaper. And it was nice and beautiful. There was subdued music from a saxophonist and trumpeter, while family and friends added some of Ulf's life situations to ours, in fact rather limited, knowledge of him and his life, and in this way we got a more complete picture of Ulf as a person, for better and worse – as one says – the kind of things one can say about all of us.
Dear Ulf, meeting you inspired me to start my blog and as you know, the first feature was about you. Thanks because you were and I still look out for you, when I cycle past Monni’s kiosk ... I think this will continue for a long time before it stops. I miss you, you were part of my cityscape, life and everyday here on Vesterbro.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar