mandag den 1. maj 2017


Min tyrkiske grønthandler


For et par år siden forsvandt han, uden jeg bemærkede det og blev erstattet af endnu en af de restauranter og cafeer, som langsomt overtager Istedgade. Ikke at jeg beklager restauranterne og cafeerne - jeg ærgrer mig nok mest over, at han sådan pludselig bare var væk. Han og hans butik hørte til i gadebilledet, havde til huse i en af gamle, smukke klassiske bygninger, Istedgaarden, midt på Istedgade.
 
 
 
Han var der, da jeg flyttede til Vesterbro og jeg kom der flere gange ugentlig. Så begyndte jeg at få bragt økologisk grønt og frugt til døren og jeg kom der mindre og mindre. De seneste år var mine indkøb hos ham hovedsageligt samosa, oliven og humus – og til sidst nok kun en liter mælk i ny og næ, når jeg lige stod og manglede. Så ja, det var måske nok mig og ligesindede, der var medvirkende årsag til, at han lukkede. Mest håber jeg, det var fordi, han valgte at gå på velfortjent pension.

 
 
 
Mit bedste minde med min tyrkiske grønthandler var følgende ordveksling – en ældre tyrker foran mig pegede på en melon og spurgte:
“Ne kadar?”
“Yirmi kr.”
“Ah, on bes kr.”
“Tamam”,
hvorpå jeg brød ind: “Kan jeg også få den til den pris?”

Der blev stille i butikken, overraskelsen i min grønthandlers ansigt var frydefuld at iagttage. “Du kan tyrkisk”, udbrød han. “Ah”, svarede jeg “ikke meget, men det forstod jeg”. Efter den episode havde jeg en særlig status, altid var han lidt forsigtig, i tvivl om, hvor meget tyrkisk jeg egentlig kunne, men også tydeligt steget i graderne, netop fordi jeg kunne sproget.


My Turkish greengrocer


A couple of years ago, he disappeared without me noticing it and was replaced by another of the many restaurants and cafés that are slowly taking over Istedgade. Not that I have anything against the restaurants and the cafés - I'm mostly annoyed that he just suddenly left. He and his shop belonged to the street scene, housed in one of the beautiful old classical buildings, Istedgaarden, in the middle of Istedgade.

 
 
He was there when I moved to Vesterbro and I came there several times a week. Then I began to buy organic vegetables and fruit, brought to the door and I came there less and less. In recent years, my purchases with him were mainly samosa, olives and humus - and finally only a liter of milk now and then, when I had run out. So yes, maybe it was me and my kind, that was the reason he closed. I hope though, it was because he chose to go on a well-deserved retirement.

 
 
 
My best memory with my Turkish greengrocer was the following word exchange - an older turk in front of me in the queue, pointed to a melon and asked:
"Ne kadar?"
"Yirmi kr."
"Ah, on bes kr."
"Tamam",
on which I broke in, "Can I also buy it for that price?"

There was suddenly silent in the shop, the surprise in my greengrocer's face was delightful to observe. "You understand Turkish," he exclaimed. "Well" I replied "not much, but that I understood." After that episode, I had a special status, he was always a little cautious, in doubt how much Turkish I really could, but I clearly acquired a special position, because I could speak the language.